Salgs- og leveringsbetingelser
1. Generelt
1.1.
Medmindre andet skriftligt er aftalt, gælder disse almindelige salgs- og leveringsbetingelser (herefter Betingelser) for DataPilots ApS, CVR nr. 31 59 19 61, Stormgade 50, 6700 Esbjerg (herefter DataPilots) for samtlige ydelser, køb, abonnementer og andre leverancer til Kunden.
2. Tilbud
2.1.
DataPilots skriftlige tilbud, der ikke angiver en acceptfrist, bortfalder, hvis overensstemmende accept ikke er kommet frem til DataPilots inden 30 dage fra tilbuddets datering. Når tilbuddet antages af Kunden ved afgivelse af ordren, indgås der en bindende aftale mellem DataPilots og Kunden.
3. Priser
3.1.
Alle priser angives i danske kroner ekskl. moms, fragt, told, skatter og andre afgifter. Såfremt priserne for den tilbudte eller aftalte leverance ændres, som følge af ændringer i indkøbspriser, valutakurser, licenspriser, fragt, told, skatter, afgifter o.l., er DataPilots berettiget til at ændre de overfor Kunden tilbudte og/eller aftalte priser.
3.2.
Ved afregning efter medgået tid skal hver enkelt medarbejder hos DataPilots løbende føre timeregnskab med detaljeret angivelse af, hvad tiden er anvendt til.
3.3.
Medmindre andet er aftalt, udfører den enkelte medarbejder opgaven mellem 8.00 – 17.00. Ved fastprisprojekter modtager Kunden ikke timeregnskab.
3.4.
Såfremt Kunden bestiller arbejde, der skal udføres specifikt uden for tidsrummet mellem kl. 8.00 og 17.00 på normale arbejdsdage, tillægges ovenstående timepris et tillæg på 100%. Såfremt Kunden bestiller arbejde, der skal udføres specifikt i weekend og helligdage, tillægges ovenstående timepris et tillæg på 100%.
3.5.
Indgåelse af eventuel aftale om fast pris forudsætter en veldefineret opgave, baseret på sikre forudsætninger, hvor DataPilots beregner sig et tillæg for at acceptere aftale om fast pris. Eventuel aftale om fast pris justeres efterfølgende, (i) såfremt Kunden eller tredjepart ikke yder den medvirken DataPilots med rimelighed kan forvente, (ii) hvis Kunden har givet DataPilots urigtige eller ufuldstændige oplysninger af betydning for opfyldelse af DataPilots forpligtelser, samt (iii) hvis de faktiske omstændigheder eller væsentlige forudsætninger ændrer sig efter aftale om fast pris blev indgået.
3.6.
Ved kørsel til møder eller andet arbejde faktureres rejsetid som 50% af Kundens almindelige timepris (forudsat at der kan ske almindelig kørsel til og fra Kunden). Evt. rejseomkostninger til fly, færge, bro eller lignende faktureres særskilt til Kunden. Ved kørsel i bil sker der afregning efter statens gældende takster for kilometergodtgørelse.
3.7.
Opgaver der honoreres efter medgået tid, faktureres månedsvis bagud efter det faktiske timeforbrug. Fakturaen indeholder den summerede anvendte tid pr. projekt, aktivitet eller ydelse. Der faktureres pr. påbegyndte halve time.
3.8.
Opgaver der honoreres efter fast pris eller licenser, faktureres efter betalingsplan, med 30% forud ved bestilling af opgaven. Abonnementer og produkter faktureres alle forud for Kundens anvendelse.
3.9.
DataPilots priser reguleres årligt den 1. januar med nettoprisindeks dog minimum 2%.
3.10.
DataPilots forbeholder sig ret til, på et hvert tidspunkt, at ændre abonnementsvilkårene, herunder produktydelserne samt priserne med 30 dages varsel.
3.11.
Omfattes leverancen af en af DataPilots benyttet prisliste, fastsættes prisen for leverancen på grundlag af den prisliste, som er gældende på leveringstidspunktet.
4. Betaling
4.1.
Ved afsendelse modtager Kunden faktura på aftalt købesum. Betalingsbetingelserne er otte (8) dage netto.
4.2.
Køb i form af serviceydelser, hostingydelser samt support-aftaler faktureres altid årligt forud medmindre andet aftales skriftligt.
4.3.
Ved forsinket betaling beregnes morarente på 2 % pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne. Betaling ved modregning kan ikke finde sted, hvis modkravet er omtvistet. Manglende overholdelse af DataPilots betalingsvilkår anses som væsentlig misligholdelse, der berettiger DataPilots til at standse yderligere leverancer, og med 3 dages varsel at fjerne Kundens adgang til systemet, samt til at kræve ethvert tilgodehavende, forfaldent som uforfaldent, indbetalt straks. DataPilots kan til enhver tid kræve sikkerhedsstillelse for det fulde beløb.
5. Annullering af ordre
5.1.
Kunden kan ikke annullere en afgiven ordre uden aftale med DataPilots. Såfremt en kunde efter aftale med DataPilots ønsker at annullere en allerede afgivet ordre til DataPilots er DataPilots berettiget til at fakturere alle afholdte omkostninger ved Købet frem til annullationstidspunktet, herunder men ikke begrænset til omkostninger til tredjepart til udvikling, omkostninger til komponenter, leverancer, intern arbejdsløn, samt et tillæg på 20% af ordresummen.
5.2.
DataPilots kan til enhver tid efter eget ønske annullere en tidligere bekræftet ordre, herunder men ikke begrænset til tilfælde, hvor Kunden har et uafklaret økonomisk mellemværende med DataPilots, hvor Kunden er i generelle økonomiske vanskeligheder eller hvis DataPilots ikke ser sig i stand til at levere Købet.
6. Levering af ydelser
6.1.
Ved projektbaserede opgaver, kan Kunden vælge selv at udarbejde en opgavebeskrivelse eller lade DataPilots udarbejde en sådan på baggrund af et oplæg fra Kunden.
6.2.
Opgavebeskrivelsen bør på et overordnet niveau redegøre for:
6.2.1. Opgavens formål, indhold og leverancer
6.2.2. Krav til metoder, standarder, tekniske værktøjer og dokumentation
6.2.3. Hovedtidsplan
6.2.4. Kundens bidrag til opgavens løsning, herunder ressourcer, lokaler, værktøjer, installationer, m.v.
6.3.
Følgende typer af aftaler indgås mod særskilt vederlag, idet nærværende betingelser således supplerer den pågældende aftale:
6.3.1. Rådgivning vedrørende optimering af digitale processer, herunder ved brug af AI
6.3.2. Digital strategisk rådgivning
6.3.3. IoT, AI og værdidrevet dataindsigt
6.3.4. Softwareudvikling, herunder AI robotter og vedligeholdelse heraf
6.3.5. Webudvikling
6.3.6. Hosting
6.3.7. Konsulentydelser, eks. rådgivning, tilretninger, test etc.
6.3.8. Uddannelse og kurser
6.3.9. Aftale om konkret opgave, herunder, diagnose / foranalyse. Vurdering af muligheden for implementering og anvendelse af produktet, samt udvikling af software
6.3.10. Systemleverancer, herunder levering af IT-løsninger, hjemmesider, betalingssystemer, hvori implementering af softwareprodukter fra tredjeparter, herunder AI indgår,
6.3.11. Anden leverance, herunder levering af opgraderingsaftaler, add-ons, tillægsløsninger, klippekortsordninger mv.
6.4.
DataPilots rådgiver om, og anvender AI, som er baseret på offentligt tilgængelige AI-platforme. DataPilots kan ikke gøres ansvarlig for evt. løsningsforslag genereret af AI, eller ændringer, og opdateringer af vilkår for offentligt tilgængelige AI-platforme.
6.5.
For tredjeparts produkter, herunder AI-platforme, open source komponenter mv., gælder i øvrigt i forholdet mellem Kunden og tredjepart de standard-, eller licensbetingelser, som tredjepart anvender for de pågældende produkter. Nævnte standard/licensbetingelser fra tredjepart anses for accepteret af Kunden. Kunden kan kun gøre krav gældende, som respekteres af den pågældende tredjepart. I forhold til tredjeparts-software, eller AI-platforme kan Kunden således ikke overfor DataPilots kræve prisafslag, tilbagebetaling, afhjælpning, support, levering eller andre krav, i andet omfang end de krav fra tredjepart der gælder og i praksis kan gennemtvinges af Kunden direkte i forhold til tredjepart.
6.6.
Kunden er særligt gjort opmærksom på, at den af DataPilots leverede ydelse er baseret på den software, herunder de pågældende versioner af softwaren som var tilgængelig på leveringstidspunktet. Sædvanlig opdatering af Tredjeparts software kan således medføre, at de af DataPilots leverede ydelser helt eller delvist kan miste, eller ændre funktion uden at DataPilots kan gøres ansvarlig herfor.
6.7.
Kunden skal endvidere, i det omfang det er relevant og rimeligt:
6.7.1. Yde DataPilots det fornødne samarbejde for udførelsen af DataPilots opgaver ved indgåede ordrer.
6.7.2. Give DataPilots korrekte og fyldestgørende information vedrørende Kundens eksisterende miljøer for udstyr, programmel og data, herunder dokumentation for eksisterende konfiguration, anvendte dataformater og udført kundespecifik programmering.
6.7.3. Stille kvalificerede ressourcer til rådighed, som har kompetence og autoritet til at træffe beslutninger vedrørende udførelsen af ordrer.
6.7.4. Stille enhver rimelig facilitet og ressource til rådighed for DataPilots, såsom personale, lokaler med rimelige adgangs-, plads-, lys-, og vinduesforhold, arbejdsfaciliteter (f.eks. kontorartikler, terminaler, PC’er og PC-software) og kommunikationsfaciliteter.
6.7.5. Sikre det IT-miljø DataPilots medarbejdere arbejder i/med, så risikoen for tab eller skader på Kundens IT-systemer, herunder tab af eller skade på data, minimeres.
6.7.6. Sikre, at der er taget tilstrækkelig backup, inden DataPilots medarbejdere får adgang til Kundens IT-systemer. Backups skal omfatte enhver form for data, herunder data der måtte vedrøre igangværende projekter eller opgaver, hvori DataPilots er involveret (DataPilots tager, medmindre det er udtrykkeligt og skriftligt aftalt mellem Parterne, ikke backup af sådanne data, uanset om dataene er frembragt af DataPilots, og uanset om dataene opbevares på et IT-system, der endnu ikke er overtaget af Kunden).
6.7.7. Have nødvendige og tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger på plads med henblik på at undgå og minimere skader på Kundens IT-systemer, herunder ved sikring mod virusangreb og backup.
6.7.8. Undlade at tage IT-udstyr, herunder software, i brug, inden det er behørigt testet.
7. Særligt vedr. opsigelse af abonnementsaftaler
7.1.
Hosting-produkter kan opsiges skriftligt med 6 måneders varsel til udløb af en abonnementsperiode. DataPilots refunderer ikke betalinger for produktet, såfremt Kunden ønsker at opsige og nedlægge sit produkt midt i en periode, men leverer selvfølgelig altid ydelsen i den forudbetalte periode, såfremt Kunden ønsker det. Kundens data slettes permanent 30 dage efter udløbet af abonnementsperioden.
7.2.
Øvrige abonnementer er uopsigelige i 12 måneder regnet fra dato for ikrafttrædelse. Aftalen fornyes herefter automatisk og er uopsigeligt i 12 måneder af gangen. Kunden skal skriftligt opsige sit abonnement. Aftalen kan indenfor hver 12 måneders periode opsiges med 30 dages varsel til en abonnementsperiodes udløb.
7.3.
DataPilots kan opsige abonnementet med 30 dages varsel til en abonnementsperiodes udløb.
7.4.
DataPilots refunderer ikke betalinger for produktet, såfremt Kunden ønsker at opsige sit produkt midt i en periode.
8. Leveringstid
8.1.
Ved levering af ydelser skal forstås, at ydelsen i) er leveret hos Kunden, hvis der er tale om ydelser uden særskilt funktionalitet, ii) ved services som systemer, software og andre typer af leverancer, at Købet er i drift hos Kunden, eller at ydelsen opfylder den angivne kravspecifikationer uden væsentlige fejl, eller i det omfang ydelsen er accepteret af Kunden.
8.2.
Leveringstiden er fastsat af DataPilots efter bedste skøn i overensstemmelse med de forhold, der forelå ved tilbuddets fremsættelse og/eller aftalens indgåelse, men skal være uden bindende virkning for DataPilots, idet DataPilots til tider vil være afhængig af tredjeparts leverancer af delelementer, nyudvikling, etc. Kunden kan således ikke udøve nogle misligholdelsesbeføjelser overfor DataPilots vedrørende forsinkelse.
8.3.
Kunden accepterer desuden ved Køb, at der kan være uoverensstemmelser og mindre fejl ved Købet, som først rettes og tilpasses efter levering, hvilket er sædvanligt ved sådanne Køb.
8.4.
DataPilots skal uden ugrundet ophold meddele Kunden om ændringer i leveringstiden.
9. Mangler
9.1.
Ved større projekter kan der indgås særskilt aftale om accepttest. Ved test skal Kunden selv tilvejebringe testspecifikationer og testdata.
9.2.
Kunden skal kontrollere leverancer og tjenesteydelser, der leveres af DataPilots. Eventuelle mangler skal indberettes til DataPilots straks og senest 3 (tre) hverdage efter manglen er, eller burde være blevet opdaget. Ved indberetning af mangler skal Kunden give en detaljeret skriftlig beskrivelse af problemet.
9.3.
DataPilots’ ansvar for mangler, herunder eventuel pligt til at foretage afhjælpning, bortfalder, hvis der ikke er reklameret over den pågældende mangel senest 3 måneder efter levering.
9.4.
Software udviklet af DataPilots, herunder specialprogrammeret software, anses alene for mangelfuldt, såfremt det ikke opfylder tilhørende dokumentation eller, for specialprogrammeret software, aftalte specifikationer til softwaren.
9.5.
Efter DataPilots valg vil mangler ved det solgte blive afhjulpet, omleveret eller købesummen krediteret.
9.6.
DataPilots gør opmærksom på, at mindre fejlretning, som ikke hindrer Købets drift og brug, er naturligt forekommende ved sådanne ydelser og services som DataPilots leverer, hvorfor sådanne mindre fejl og tilpasninger skal accepteres af Kunden i tiden efter levering. Fejlretninger med videre vil altid blive forsøgt hurtigst muligt og senest indenfor 2 uger efter reklamationen er modtaget.
9.7.
Mindre fejl og tilpasninger ved leverede services som findes i funktionaliteter, software, mv., er således ikke udtryk for, at et Køb ikke er leveret, ligesom de ikke er udtryk for mangler ved Købet. Såfremt der er tale om hardware med indbyggede funktionaliteter, gælder samme forhold, idet mindre fejl og behov for tilpasninger ved disse ikke kan være udtryk for manglende levering eller udgøre en mangel ved varen.
9.8.
Der gøres særligt opmærksom på, at der ved levering af prototyper er tale om helt særligt tilpassede og udviklede varer, hvor DataPilots ikke forud for leveringen kan garantere nogen funktionalitet.
9.9.
DataPilots ansvar omfatter kun mangler, som opstår under de i aftalen forudsatte arbejdsforhold og under korrekt anvendelse af leverancen. DataPilots ansvar omfatter ikke mangler forårsaget af materiale, som er tilvejebragt af Kunden, mangler opstået pga. Kundens montering, af fejlagtigt udført forberedende arbejde fra Kundens side, fejlbetjening fra Kunden (eller brugerens) side og omstændigheder indtruffet efter overtagelsen, herunder opdateringer af Kundens systemer, eller mangel på vedligeholdelse/opdateringer fra Kundens side, og ændringer i leverancen foretaget af Kunden uden DataPilots skriftlige samtykke.
9.10.
DataPilots har intet ansvar for mangler ud over ovennævnte. Dette gælder ethvert tab, manglen måtte forårsage, herunder driftstab, tabt fortjeneste og andre økonomiske konsekvenstab. Denne begrænsning i DataPilots ansvar gælder ikke, dersom DataPilots har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed.
9.11.
DataPilots samlede økonomiske ansvar i relation til mangler, kan aldrig overstige den samlede fakturasum for det pågældende Køb, som forårsagede tabet.
10. Misligholdelse
10.1.
Misligholder Kunden aftalen, tages der forbehold for at aftalen kan ophæves med omgående virkning.
10.2.
Nedenstående punkter anses for væsentlig misligholdelse, uden listen dog kan anses for at være udtømmende.
10.2.1. Manglende rettidig betaling efter påkrav.
10.2.2. Ukorrekte eller manglende kundeoplysninger.
10.2.3. Spredning af vira. 10.2.4. Forsøg på ulovlig indtrængen i netværk, hacking og forsøg på at tilgå andres data.
10.2.5. Videresalg, udleje, udlån, overdragelse m.m. af de leverede ydelser og services til tredjepart uden forudgående aftale med DataPilots.
10.3.
Ophæves aftalen skal Kunden betale fuldt abonnement i de pågældende abonnementsperioder samt dække ethvert tab.
10.4.
DataPilots er ved væsentlig misligholdelse endvidere berettiget til, at suspendere hjemmesider, e-mails, CMS-systemer mv. I tilfælde af suspension kan DataPilots sende et varsel til Kunden om sletning af Købet samt alle de oplysninger, informationer og andet brugergenereret indhold, som måtte være opbevaret eller gemt heri. DataPilots forbeholder sig herefter retten til at slette Købet samt alt indhold mv. tidligst 14 dage fra afsendelsen af varslet.
11. Ejendomsforbehold
11.1.
Ejendomsretten over Køb uanset Købets art skal forblive hos DataPilots, indtil hele købesummen med renter, omkostninger m.v. er fuldt indbetalt på den af DataPilots angivne konto. Kunden er således forpligtet til at holde ethvert modtaget Køb adskilt fra andre genstande hos Kunden, indtil sådan betaling er sket, således at Købet til enhver tid kan individualiseres fra Kundens andre ejendele.
12. Immaterielle rettigheder
12.1.
Alt hvad DataPilots har tilvejebragt til brug for Købet, herunder men ikke begrænset til designs, tekster, kildekoder, billedmotiver, oplysninger, manualer etc. er DataPilots ejendom og skal forblive DataPilots ejendom. Kunden opnår således alene en brugsret hertil medmindre det er særskilt skriftligt aftalt, at Kunden erhverver ejendomsretten hertil.
12.2.
Sådant materiale kan således heller ikke efter arbejdets udførelse kræves udleveret af Kunden eller videreoverdrages fra Kunden til Tredjepart.
12.3.
Der gøres særligt opmærksom på, at DataPilots til enhver tid har enhver ophavsret til kildekoder produceret af DataPilots eller DataPilots underleverandører, og at Køb foretaget hos DataPilots aldrig vil udgøre en overdragelse af ophavsret fra DataPilots til Kunden.
12.4.
Kunden må således ikke videreformidle, videresælge, dekompilere eller på anden vis råde over eller handle med kildekoder uden forudgående skriftlig tilladelse fra DataPilots. Dette er fuldt gældende for alle køb, uanset tidspunktet for købet og selvom købesummen for ydelsen er fuldt indbetalt.
13. Persondata
13.1.
DataPilots behandling af evt. persondata sker under iagttagelse af persondataloven.
13.2.
DataPilots har iværksat en række tekniske og organisatoriske foranstaltninger, mod at evt. persondata, der behandles på serveren, hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes, forringes eller kommer til uvedkommendes kendskab.
13.3.
Brugere kan kontakte DataPilots, såfremt de ønsker oplysninger om, hvilke data som behandles om dem, eller hvis brugerne ønsker oplysningerne slettet eller korrigeret.
13.4.
DataPilots videregiver i intet tilfælde Kundens oplysninger til tredjepart. DataPilots har ret til at anvende anonymiseret data omkring anvendelsen af systemet til brug for videreudvikling af systemet.
13.5.
I de tilfælde, hvor DataPilots i henhold til de persondataretlige regelsæt er at betragte som databehandler eller dataansvarlig henvises til DataPilots Politik om personoplysninger. Det bemærkes dog særskilt, at som en del af Købet kan DataPilots levere hardware med indbyggede funktionaliteter, herunder eksempelvis hardware, der kan indsamle og lagre oplysninger. DataPilots er ikke og kan ikke gøres ansvarlig for indsamling eller behandling af persondata, som sker via sådanne produkter, eller services idet Kunden til enhver tid vil være at betragte som dataansvarlig.
13.6.
DataPilots er desuden som hovedregel ikke at betragte som databehandler da DataPilots ikke skal kunne tilgå data indsamlet eller opbevaret i hardware. Særligt i forbindelse med levering af hardware med indbyggede funktionaliteter, gøres Kunden opmærksom på, at det er kundes ansvar at sikre, at DataPilots ikke kan tilgå data eller på anden vis får tilført viden om data, såsom betalingsoplysninger, navne, brugere, osv. I de tilfælde, hvor DataPilots i henhold til de persondataretlige regelsæt er at betragte som databehandler, indgås særskilt databehandleraftale.
14. Ansvar
14.1.
DataPilots er ikke erstatningsansvarlig for Kundens tab opstået som følge af afbrydelser, forstyrrelser eller nedbrud i produkter, ydelser og services, uanset om tabet skyldes systemnedbrud eller andre forhold hos DataPilots eller tredjepart.
14.2.
For så vidt angår brug af open source-produkter, fraskriver DataPilots sig udtrykkeligt og fuldstændigt ethvert ansvar, herunder men ikke begrænset til direkte og indirekte tab, såsom driftstab eller andre indirekte tab, der måtte skyldes opdateringer, fejl eller sikkerhedshuller i nuværende eller fremtidige opdateringer i sådanne open source-programmer eller installerede extensions.
14.3.
DataPilots påtager sig intet ansvar for software, der udvikles eller integreres af Kunden.
14.4.
DataPilots påtager sig ingen forpligtelser til vedligeholdelse og fejlretning af software efter opdateringer.
14.5.
Kunden forpligter sig til at overholde licens- og abonnementsvilkår for DataPilots’ produkter og andre tredjepartsprodukter.
14.6.
DataPilots påtager sig ikke ansvar for tab som følge af uvedkommendes adgang til Kundens data og/eller systemer.
14.7.
DataPilots er ikke erstatningsansvarlig for tab af data i forbindelse med brug af ydelser, eller services som følge af at Kundens produkt, ydelse eller service ikke kan benyttes som forudsat.
14.8.
For krav, som vedrører DataPilots opfyldelse eller manglende opfyldelse af sine kontraktlige forpligtelser, er Kunden berettiget til erstatning for direkte tab med følgende begrænsninger:
14.9.
DataPilots erstatningsansvar er begrænset til direkte skader/tab, og er – uanset årsag og uanset kravets art – begrænset til den samlede kontraktsum for det pågældende Køb, som forårsagede tabet. Ved løbende ydelser, som f.eks. abonnement begrænses den samlede kontraktsum til maksimalt det fakturerede beløb igennem 12 måneder.
14.10.
Serieskader, dvs. skader på forskellige emner, men med samme skadesårsag betragtes som én skade og DataPilots ansvar herfor er begrænset til den samlede kontraktsum for det pågældende Køb, som forårsagede tabet.
14.11.
DataPilots er under ingen omstændigheder erstatningsansvarlig overfor Kunden for tabt fortjeneste, tabte besparelser eller andre indirekte tab eller følgeskader, der skyldes anvendelse af det solgte eller manglende mulighed for at anvende dette, uanset om DataPilots er blevet informeret om sådanne kravs mulighed.
14.12.
DataPilots påtager sig ikke ansvar over for andre parter (herunder tredjepart), som drager fordel af eller benytter de af DataPilots leverede ydelser eller opnår adgang til dette.
14.13.
Kunden forpligter sig til at friholde DataPilots for evt. forpligtelser, tab, udgifter eller andre omkostninger, som DataPilots måtte pådrage sig i forbindelse med krav fra sådanne andre parter, herunder tab, skader eller mangelskrav fra tredjepart, krav vedrørende krænkelse af immaterielle rettigheder, samt krav mod DataPilots som følge af Kundens misligholdelse af Aftalen.
15. Produktansvar
15.1.
DataPilots er ikke ansvarlig for skade, forvoldt af leverancen efter overtagelsen: a) på fast ejendom eller løsøre, som indtræder, medens leverancen er i Kundens besiddelse, b) på produkter, der er fremstillet af Kunden, eller på produkter, hvori disse indgår, eller for skade på fast ejendom eller løsøre, som disse produkter som følge af leverancen forårsager.
15.2.
De nævnte begrænsninger i DataPilots ansvar gælder ikke, hvis DataPilots har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed.
15.3.
For produktansvar hæfter DataPilots og/eller er DataPilots ansvarlig i overensstemmelse med dansk rets bestemmelser om produktansvar, og DataPilots kan ikke gøres ansvarlig på noget andet grundlag.
15.4.
DataPilots ansvar er begrænset til i alt DKK 20.000 for samtlige produktskader og/eller produktansvar pr. kalenderår.
15.5.
Serieskader, dvs. skader på forskellige emner, men med samme skadesårsag betragtes som én skade og DataPilots ansvar herfor er begrænset til i alt DKK 20.000 pr. år for samtlige produktskader og/eller produktansvar pr. kalenderår.
15.6.
Kunden skal holde DataPilots skadesløs i den udstrækning DataPilots pålægges ansvar, eller erstatningskrav over for Tredjepart for sådan skade og sådant tab, som DataPilots jf. ovenstående ikke er ansvarlig for overfor Kunden, eller som overskrider den fastsatte beløbsbegrænsning.
15.7.
Kunden skal straks underrette DataPilots, hvis tredjepart gør produktansvar gældende overfor Kunden.
15.8.
Bliver DataPilots sagsøgt af tredjepart i anledning af produktansvar, accepterer Kunden at kunne blive adciteret under sagen eller sagsøgt ved den domstol eller voldgiftsret, som behandler sagen.
15.9.
I intet tilfælde er DataPilots ansvarlig for driftstab, avancetab eller andre indirekte tab.
16. Ændring af forretningsbetingelser
16.1.
DataPilots forbeholder sig ret til løbende at ændre de gældende forretningsbetingelser. Ændringer i forretningsbetingelserne vil blive offentliggjort på DataPilots hjemmeside.
17. Force Majeure
17.1.
DataPilots er ikke erstatningsansvarlig over for Kunden for tab, der hidrører fra omstændigheder af usædvanlig art og som hindrer, besværliggør eller fordyrer aftalens opfyldelse, såfremt disse indtræder efter tilbuddets fremsættelse og ligger uden for DataPilots kontrol, herunder: Arbejdskonflikter (strejker og lockouts), ildsvåde, krig, oprør, indre uroligheder, vejrlig og naturkatastrofer, valutarestriktioner, offentlig beslaglæggelse, import- eller eksportforbud, lynnedslag, oversvømmelse, cyberangreb, hacking, afbrydelse af den almindelige samfærdsel, herunder energiforsyning, væsentlige pris- og/eller afgiftsforhøjelser, valutaudsving, produktions- og leveringsvanskeligheder, der skyldes forhold, der ikke kan bebrejdes DataPilots samt indtrædelse af force majeure og/eller hard ship hos relevante underleverandører.
18. Fortrolighed
18.1.
Parterne har tavshedspligt med hensyn til oplysninger, som efter deres indhold må anses for fortrolige.
18.2.
Oplysninger udleveret i forbindelse med oprettelse af abonnement, er fortrolige og må ikke videregives til tredjepart.
18.3.
Kunden indestår for, at Kundens personale, konsulenter og andre der bistår Kunden pålægges tilsvarende fortrolighedsforpligtelse med hensyn til forhold omkring DataPilots og DataPilots andre kunder.
19. Tvister, lovvalg og værneting
19.1.
Tvister mellem parterne, der ikke kan afgøres i mindelighed, skal afgøres efter dansk ret ved byretten i Esbjerg.
Denne version af salgs- og leveringsbetingelserne er version 6, senest opdateret den 15. september 2025.


